Snak & Æd 403

Grillede Grøntsager med Gedeost (Varm italiensk salat)

Fennikel og rødløg i vifter, peberfrugt i 8 stykker og aubergine i 1 cm tykke skiver, hele asparges og svampe olieres og krydres med s+p og hvidløg, grilles el ristes hurtigt af på en pande og stænkes med lidt balsamico.

Anrettes på fad/tallerken og serveres med frisk gedeost rørt med lidt creme fraiche, salt og cayenne samt hakket mynte.

Hvidløgs-olie-ristet brød til.

Ungarsk Goulash “Suppe”

1¼ kg oksebov p.p. skæres i små tern, (2×2 cm.) krydres med s+p og svitses hurtigt af på en pande el i stegegryde sammen med 200 g bacontern.

Der tilsættes et hakket løg, 100 g paprica og 100 g tomatpure som sauteres et par minutter uden at brune og ivendes en spiseske mel samt derefter ¼ l vin og 1 l oksebouillon samt en dåse hakket tomat.
Dette koges i ca. 1 time under låg ved lav temperatur (simrer).

Løg, gulerødder, persillerod, selleri, pastinak skæres i små tern (som kødet) samt en porre i ½ cm skiver og sauteres i olie og smør.

Dette tilsættes det kogte kød sammen med ½ kg. kartofler i tern og koges til disse er møre (sammen med 1 chili og 5 fed hakket hvidløg og 1 teske hakket kommen)
smages til, og:

Serveres i dybe tallerkener med hakket grøn peberfrugt og bladpersille.

Crema Catalana.: Spansk budding

½ l sødmælk koges op med den fintrevne skal af en ½ citron og en ½ appelsin samt en flækket vaniljestang (marven skrabes ud) sluk og lad det række i 15 minutter og sigt det i en ren kasserolle.

7 æggeblommer, 100 g sukker og en top-teske majsmel røres godt sammen.

Mælken varmes op uden at koge, æggecremen piskes i og der røres i ca. 7 minutter til cremen kan hænge på en ske.

Fyld cremen i portionsskåle og stil til køl.

Servering:
Drys sukker på og glaceres med en gasbrænder eller under ovngrillen.